1. Byggevarer i relation til bygningsreglementet

Styrelsen har udarbejdet en række spørgsmål og svar (FAQ’s), der indeholder svarene på de oftest stillede spørgsmål om byggevarer i relation til bygningsreglementet.

Styrelsen modtager gerne yderligere eller supplerende spørgsmål, så listen over spørgsmål og svar løbende kan udbygges.

1. Oftest stillede spørgsmål om byggevarer i relation til bygningsreglementet

I henhold til EU’s byggevareforordning (CPR) er erhvervsdrivende forpligtiget til at CE-mærke byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard (hEN) eller har en frivillig ETA (Europæisk Teknisk Vurdering), når byggevaren bringes i omsætning eller gøres tilgængelig på markedet.  Byggevare, som ikke er omfatte af en harmoniseret standard (hEN) eller har en frivillig ETA, kan og må ikke være CE-mærket.

CE-mærket er hverken et kvalitetsstempel eller en godkendelse. CE-mærket sikrer, at byggevarernes egenskaber er deklareret på en ensartet måde, så de frit kan handles på det europæiske marked uden nye krav om national prøvning og godkendelse. CE-mærket og ydeevnedeklarationen gør det lettere for kunden at vurdere, om den konkrete byggevares egenskaber gør den egnet til en bestemt anvendelse i byggeriet.

Slutkunden, fx en bygherre eller bygningsejer, har i henhold til byggevareforordningen ingen forpligtigelser - heller ikke hvad angår køb af CE-mærkede byggevarer. Det er dog altid bygningsejerens ansvar at sikre, at et byggeri - herunder en reparation eller et anlægsarbejde - til enhver tid er lovligt og lever op til gældende lovgivning, herunder bygningsreglementet, og skal kunne dokumentere dette. Det er derfor hensigtsmæssigt, at der i byggeriet anvendes CE-mærkede produkter, da bygningsejer således har dokumentation for byggevarens ydeevne.

I henhold til EU’s byggevareforordning (CPR) er erhvervsdrivende forpligtiget til at CE-mærke byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard (hEN), når byggevaren første gang bringes i omsætning eller gøres tilgængelig på markedet. En byggevarer, der bringes i omsætning eller gøres tilgængelig på markedet igen som en gen-brugt byggevare, er stadig omfattet af byggevareforordningen, men kan ikke CE-mærkes.

Man skal være opmærksom på, at ældre byggevarer kan være produceret på en anden måde og efter andre krav, end dem, der stilles i dag. Herudover har en genbrugt byggevare ikke nødvendigvis de samme egenskaber, som da byggevaren blev produceret i sin tid, idet den kan have været udsat for påvirkninger, der har ændret dens egenskaber.

Genbrugte byggevarer kommer sjældent med dokumentation, ligesom det kan være svært at teste deres egenskaber. Det er kommunen, der som bygningsmyndighed i en konkret sag vurderer, om dokumentationen er tilstrækkelig og opfylder bygningsreglementets krav.

Det skal pointeres, at det altid er bygningsejerens ansvar at sikre, at et byggeri - herunder en reparation - eller et anlægsarbejde til enhver tid er lovligt og lever op til gældende lovgivning. Det er derfor også bygningsejeren, der til en hver tid skal kunne godtgøre og dokumentere, at bygningsreglementets krav er overholdt.