Det harmoniserede område

Sidst opdateret 04/12/2020
Alle byggevarer, der bringes på markedet, og hvortil der er udarbejdet en harmoniseret standard, hvor overgangsperioden er udløbet, skal CE-mærkes.

Introduktion til det harmoniserede område

Sidst opdateret 04/12/2020

Langt den største del af de byggevarer, der bringes på markedet, skal CE-mærkes, før de må markedsføres, sælges og anvendes i EU-landene inklusive EØS-landene. Det gælder alle byggevarer, der er om-fattet af en harmoniseret standard eller en Europæisk Teknisk Vurdering (ETA) under byggevareforordningen.

 

Byggevareforordningen fastsætter harmoniserede regler for, samt betingelserne for at bringe byggevarer i omsætning eller gøre dem tilgængelige på markedet, ved at stille krav til, hvorledes byggevarers ydeevne beskrives med hensyn til deres væsentlige egenskaber, og for anvendelse af CE-mærkning på disse varer. Formålet med forordningen er, at handel på tværs af EU´s landegrænser bliver både nemmere og billigere.

 

De harmoniserede standarder (hEN) under byggevareforordningen udarbejdes af CEN (European Commitee For Standardization) på bestilling fra Kommissionen.

 

De harmoniserede standarder indeholder produktspecifikke krav til de konkret produkters ydeevne og anvendelse. Disse er udarbejdet med udgangspunkt i byggevareforordningens generelle krav og rammer for dette.

 

Der er derfor en tæt sammenhæng mellem byggevareforordningens krav og de standarder, der skal udtrykke de ydeevne- og formelle krav, der fremgår af forordningen.

 

Byggevareforordningen stiller krav om, at byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard eller en ETA skal CE-mærkes i henhold til kravene i denne, for at de kan bringes på markedet inden for EU.

 

Harmoniserede standarder er særligt vigtige inden for byggesektoren, da standarderne er obligatoriske at bruge for producenten, og de skal derfor betragtes som krav.

 

Op mod 80 % af alle byggevarer skal CE-mærkes. Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende en liste over referencer for harmoniserede standarder, der er i overensstemmelse med de relevante mandater.

Den Europæiske Unions Tidende (Official Journal of the European Union)

CE-mærkningen kan opfattes som en tillidsaftale mellem myndigheder og erhvervsliv. CE-mærket angiver, at byggevarens egenskaber er deklareret på en ensartet måde, så den frit kan omsættes på det fælles europæiske marked uden nye krav om national prøvning og godkendelse. Det kan imidlertid ikke betragtes som et kvalitetsmærke, hvilket ellers gør sig gældende på andre produktområder.

 

Udstedelse af en ETA er en frivillig måde at CE-mærke en byggevare på, hvis der ikke findes en harmoniseret standard.

CE-mærket kort fortalt

Sidst opdateret 04/12/2020

CE-mærket kan beskrives som en byggevares varedeklaration og skal ledsages af dokumenter, hvor byggevarens ydeevne præsenteres. Når en byggevare er CE-mærket, kan den markedsføres og sælges frit i hele EU. Byggevareforordningen kræver, at følgende information følger med byggevaren fra fabrikant til kunde:


  • Selve CE-mærket, inkl. væsentlige ydeevner og referencer,
  • en ydeevnedeklaration / DoP - Declaration of Performance,
  • anvisninger, f.eks. i form af en brugsanvisning, monteringsvej-ledning og sikkerhedsoplysninger, på dansk,
  • og i helt særlige tilfælde et sikkerhedsdatablad, jævnfør REACH-forordningen.

REACH-forordningen

REACH er betegnelsen for EU’s forordning vedrørende registrering, vurdering, godkendelse og begrænsning af kemikalier i EU. REACH fastsætter pligter for virksomheder i EU, der producerer, importerer, distribuerer eller anvender kemiske stoffer eller blandinger heraf.

Alle dokumenterne skal følge byggevaren fra fabrikanten eller den, der bringer byggevaren på markedet via en evt. importør og distributør til kunden, f.eks. entreprenører, byggetekniske rådgivere og bygherrer.


CE-mærket giver sammen med ydeevnedeklarationen et overblik over byggevarens evne til at præstere eller yde efter en given hensigt.


I Danmark skal ydeevnedeklarationen formuleres på enten dansk eller engelsk, dog skal anvisninger, f.eks. brugsanvisning, monteringsvej-ledning og sikkerhedsoplysninger formuleres på dansk.


CE-mærkningen skal som udgangspunkt sidde på byggevaren. I nogle situationer kan CE-mærkningen dog anbringes på emballagen eller stilles til rådighed i de medfølgende dokumenter. Når ydeevnedeklarationen videregives, kan det ske elektronisk, f.eks. i form af en henvisning til en hjemmeside.


CE-mærket og ydeevnedeklarationen kan gøre det lettere for kunden at vurdere, om den konkrete byggevares egenskaber gør den egnet til en bestemt anvendelse i byggeriet, og om byggevaren ved bestillingsarbejder er i overensstemmelse med kundens bestilling.


Ydeevnedeklarationen er grundlaget for CE-mærkningen.


For nogle typer af byggevarer kræves det, som supplement til fabrikantens egen produktionskontrol, at et prøvnings- og/eller certificeringsorgan (notificeret organ) kontrollerer processen.


CE-mærket kan imidlertid ikke betragtes som et kvalitetsmærke, og selv om en byggevare er CE-mærket, kan der godt eksistere nationale byggebestemmelser, der bevirker, at byggevaren ikke kan eller kun kan anvendes i begrænset udstrækning i bygværker (byggeri) i Danmark.


I princippet er alle byggevarer omfattet af CPR. I udgangspunktet gælder det for byggevarer, der derimod ikke er omfattet af en harmoniseret standard under byggevareforordningen, at der kan være national lovgivning for markedsføring og salg af produkterne. Dette gælder f.eks. byggevarer i kontakt med drikkevand.

De 7 grundlæggende krav til bygværker

Sidst opdateret 04/12/2020

Byggevareforordningen er baseret på 7 grundlæggende krav til bygværker

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at de påvirkninger, de vil kunne komme ud for under deres opførelse og brug, ikke fremkalder nogen af følgende skader:

 

a) sammenstyrtning af hele bygværket eller dele heraf


b) større deformationer i uacceptabelt omfang


c) beskadigelse af andre af bygværkets dele eller af installationer eller fast udstyr som følge af en større deformation af de bærende dele


d) beskadigelse ved en hændelse, i et omfang, som ikke står i et rimeligt forhold til den oprindelige årsag.

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at følgende krav opfyldes i tilfælde af brand:


a) man skal kunne regne med bygværkets bæreevne i et bestemt tidsrum


b) udvikling og spredning af ild og røg inde i selve bygværket skal væ-re begrænset


c) ilden må kun i begrænset omfang kunne brede sig til nabobygninger


d) de personer, der befinder sig i bygningen, skal kunne forlade bygværket eller reddes på anden måde


e) redningsmandskabets sikkerhed skal være taget i betragtning.

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at de i hele deres livscyklus ikke udgør nogen risiko af hygiejne- eller sundheds- og sikkerhedsmæssig art for de personer, der arbejder eller opholder sig i bygværkerne, eller naboer hertil eller ikke, i hele deres livscyklus, har en uforholdsmæssig stor indvirkning på den miljømæssige kvalitet eller på klimaet, under opførelse, brug og nedrivning, navnlig på grund af følgende:


a) afgivelse af giftige gasser


b) emissioner af farlige stoffer, flygtige organiske forbindelser (VOC), drivhusgasser eller farlige partikler til luften indendørs eller udendørs


c) afgivelse af farlig stråling


d) afgivelse af farlige stoffer til grundvand, marinevande, overfladevand eller jord


e) afgivelse af farlige stoffer til drikkevandet eller af stoffer, som på anden måde indvirker negativt på drikkevand 


f) mangelfuld udledning af spildevand, emission af røggasser eller mangelfuld bortskafning af fast eller flydende affald


g) fugtdannelse i dele af bygværket eller på overflader inden i bygværket

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at anvendelsen heraf ikke indebærer en uacceptabel risiko for drifts- eller arbejdsulykker eller -skader såsom glidning, fald, sammenstød, forbrændinger, elektriske stød, eksplosionsskader og indbrud. Bygværker skal navnlig være konstrueret og opført under hensyntagen til handicappedes adgang og anvendelse.
Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at den støj, der opfattes af personer i bygningen eller i nærheden, holdes på et sådant niveau, at det ikke frembyder nogen sundhedsfare, og at de pågældende personer kan sove, hvile og arbejde under tilfredsstillende forhold.
Bygværker og deres varme-, køle-, belysnings- og ventilationsanlæg skal være konstrueret og udført på en sådan måde, at energiforbruget ved anvendelse heraf er lavt under hensyn til personerne i bygværkerne og til stedets klimatiske forhold. Bygværkerne skal desuden være energibesparende, dvs. bruge så lidt energi som muligt under deres opførelse og nedtagning.

Bygværker skal konstrueres, opføres og nedrives på en sådan måde, at naturressourcer anvendes på en bæredygtig måde og navnlig sikre følgende:

 

a) genanvendelse eller genvinding af bygværker, deres materialer og dele efter nedrivning


b) bygværkers holdbarhed


c) anvendelse af miljøkompatible råmaterialer og sekundære materialer i bygværkerne.

Det nye 7. væsentlige krav om ”bæredygtighed” har hidtil ikke været aktivt, da der ikke har været udviklet en måde at definere de relevante tekniske krav til de harmoniserede standarder på. Dette er imidlertid nu vedtaget, men er gældende som krav til byggevarer, når de harmoniserede standarder, på bestilling fra EU-Kommissionen, bliver revideret.

 

Da der er stilstand i både udvikling af nye standarder og i revisionen af de allerede gældende, har Kommissionen varslet, at der er behov for at foretage en revisionen af CPR og de allerede udviklede harmoniserede standarder. Derfor vil der blive sat et arbejde i gang på dette område.

 

Indtil det er sket, er det fortsat de gældende harmoniserede standarder, der er udgangspunktet for CE-mærkning.

 

National lovgivning for byggeri retter sig mod byggeriet i sin helhed, mens byggevareforordningen retter sig mod de enkelte byggevarer, der kan bringes på markedet, og som efterfølgende kan indgå i bygningen.

 

Der kan være nationale byggebestemmelser, der stiller særlige krav til byggevaren i forhold til byggeriets eller anlægsarbejdets konkrete anvendelse. Det vil sige, at der kan være nationale byggebestemmelser, der bevirker, at byggevaren kun kan anvendes i begrænset udstrækning i et medlemsland.